<$BlogRSDUrl$>

torsdag, maj 26, 2005


Erfaringer med LeMacDuThor v. 1.0.0

Har nu pillet lidt ved Le Mac og har fundet frem til, at det er en rigtig rigtig god maskine. Om den er bedre end en pc? Det er ihvertfald noget andet. Brugerfladen er delikat, men hvis man vil pille ved mere avancerede detaljer, skal man "om bag facaden" og køre kommandoerne enten ved specialprogrammer eller fra unix-skallen.

Den glimrer ved en masse små finesser, f.eks:

- Det er muligt at vælge at lukke computeren, så den ved næste opstart ikke booter op, men til gengæld fungerer som ekstern harddisk. Først ved 2. tryk på tænd-knappen vågner den som almindelig computer.

- Ved tryk på F9 fås en hurtig oversigt over de åbne programmer. På skærmen (ikke i en liste). Her kan man hurtigt identificere det program, man lige skal have fat i - istedet for at alt-tabulere sig igennem dem. Dette er dog nok mest et problem når man har mange åbne programmer.

De almindelige gøremål er ligetil. F.eks. har jeg leget lidt med at hente film ind fra videokamera, redigere og komprimere til divX. Ingen problemer... Det lader sig gøre ved standard software, som er præinstalleret - uden installation af drivere osv. Kamera i firewire og afsted det går. Forleden blev jeg gjort opmærksom på sourceforge projektet Fink, som går ud på at overføre UNIX open source software til Mac OS X. Det skal også nok blive spændende.

Vil dog godt dele et par irritationsmomenter:

- Har købt mac tastatur og mus. Musen har een knap (1 !!!). Ingen scroll-hjul eller højreklik. Man kan dog sætte en hvilken som helst USB mus og tastatur til, så skulle den være løst. Mac tastaturets @ sidder i højre side (ved siden af return-knappen) så det skal man lige vænne sig til). Det er også en lille-bitte smule mindre, så det dkal man ogdp vlmme suig til. Men lækkert ser det ud.

- Har endnu ikke fundet ud af hvor man ændrer på hvilket program der skal åbne en bestemt filtype. Har installeret OpenOffice og vil gerne have åbne .doc-dokumenter i dette program, men de åbnes automatisk i en demo-version af Office, som udløber om 20 dage. Om ikke andet, så løser det sikkert sig selv om 20 dage...

- Apples standard film-fremviser, Quick Time er kun inkluderet i en degraderet udgave. Hvis man f.eks. vil se en .mov-film i fuldskærm, skal man købe programmet. Sådan noget burde være standard. Rygterne vil vide at man kan finde et serial på nettet.

- Den åh-så-fantastiske og lovpriste "Finder" er direkte h-j-æ-l-p-e-l-ø-s... Jeg hentede nogle filer fra nettet (freepascal) og vidste at ordet "free" indgik. I Finderen søgte jeg efter "Free", men den kom op med de underligste ting. Dette skyldes til dels, at man fra brugerinterfacet ikke har direkte adgang til nogle directories (de skjules for brugeren) - men lidt fiflen i unix-skallen, og vupti (kommandoen find -name "*free*")

- Det åh-så-fantastiske og lovpriste iTunes musik-program... Når man trækker sine filer fra finderen over i "library" kopieres de rent fysisk fra et sted på harddisken til iTunes musik-bibliotek. Denne lille fantastiske feature kan heldigvis slås fra. Men HVORFOR!!???

- Det åh-så-fantastiske og igennem flere generationer ih-så-lovpriste bruger-interface... Som standard er tabulator-funktionen ved dialog-bokse slået fra. Dvs. at man ved en "OK / Annullér" boks med højre hånd skal have fat i musen og (på dens ene knap) trykke på "annullér"... Aktivering af tabulering er gemt godt i kontrolpanelet. Til gengæld er dialogboksen så delikat at man næsten får lyst til at stikke hånden gennem skærmen, gribe fat i den og sutte på den som et bolche.

Så konklusionen hidtil er, at selv om Mac'en i og for sig er en omnipotent MF'er, så lider den lidt under at hovedbrugergruppen er designere, arkitekter og andre laverestående individer uden forståelse for genvejstasters lyksageligheder. Men når alt kommer til alt, så er det kun mindre ting, og med formålet for øje - den blev indkøbt til at være en støjsvag internet-maskine - så er det en fantastisk anskaffelse. Også prisen tagt i betragtning.


(1) comments

tirsdag, maj 24, 2005


Le Mac du Thor...

Har lige fået min Mac Mini.

Specs:

PowerPC 1.42 GHz
512 Mb ram
80 Gb HD

Pris:

5500 bananer

Nu skal jeg så til at udforske mit nye lille tekniske vidunder. Er indtil videre mere end normalt begejstret.


(0) comments

mandag, maj 23, 2005


Weekendens udskejelser...

Fredag: Kira and the Kindred Spirits

Tivoli, plænen - rigtig godt live-orkester. Stemme som blanding mellem askebæger og vaniljeis. En af de bedste tivoli-seancer jeg kan huske.

Lørdag: StarWars

Rigtig god. Garvede fanatikere vil nok irriteres over "de løse ender" og "ting som ikke hænger sammen". Som Fogh sagde fra Folketingets talerstol i forsvar for Lomborgs mere eller mindre videnskabelige skrift...: "...det er en go' bog".

...og så er der lige et link, videregivet af Zork-Larsen... Kaniner i film

(0) comments

fredag, maj 13, 2005


Dødsforagt for viderekommende

Hvis man ikke har de videre pensionsplaner... (klik)


(0) comments

tirsdag, maj 10, 2005


iTunes

Så er iTunes Music Store åbnet i DK. Det virker faktisk meget godt. Kvaliteten er 128 kbps (AAC), så de mere audiofile vil nok stadig rynke på næsen.

(0) comments

mandag, maj 09, 2005


Undskyld...

Når nu staten Danmark har travlt med at undskylde fortidens forbrydelser, kunne man måske sende en lille notits til de ca. 7500 tyske børn som døde i danske flygtningelejre umiddelbart efter 2. verdenskrig.

(0) comments

onsdag, maj 04, 2005


Stop med at læse bøger...

- og spil noget computer istedet for.

Her en artikel fra Wired som forklarer nærmere om hvorfor computerspil, mobiltelefoner og internet er bedre for IQ'en (hvis man altså tror på den slags) end klassiske romaner og skak.

I min tid som institutionsbarn på fritidshjemmets Rød Stue, Lidt Rødere Stue og Stalinistisk-Leninistisk Rød Stue, tog de rare pædagoger altid vores legetøj fra os, hvis det bare mindede en lille-bitte smule om kapitalisme, krig eller bipbip-spil (gudskelov fandt de aldrig mit Donkey Kong som blev gemt i et dertil indrettet hul i foret på min skrig-gule/mørkeblå JEVA rygsæk - og JA det var noget af en risiko... Var man blevet snuppet med sådan én, havde den stået på 45 minutters selvkritik i plenum med sandaler, islandsk sweater og urte-te).

Tiderne skifter, og det som var ildeset i går, er bare fjongelong i dag. Underligt at tænke på, at mens min generation bekymrede alverdens pædagoger og forstå-sig-påere med vores gennemførte asociale adfærd ved at isolere os med 64'eren for nedrullede gardiner, så snød vi faktisk systemet og forbedrede IQ'en udenom det etablerede statsmonopoliserede lærdomssystem.

Hvis man altså tror på den slags.


(0) comments


Arhremmm!!!
Al information på denne side bør betragtes som uvederstyggeligt uvederhæftig, usammenhængende og evt. usand, og er ikke et udtryk for nogen form for intelligent tankevirksomhed. Så er der ikke sagt for meget! Men heller ikke for lidt! En primærkilde for nære bekendtskaber og andre sære væsener... Og så er den gratis.
Hvis der er tekst på denne side, som du finder anstødende/fornærmende/copyright-forstyrrende, hvis du mener dig udsat for et uberettiget personangreb eller på anden måde har fået anledning til at sende en e-mæjl, så skriv til Le Thor


Bunden er noget!!!

This page is powered by Blogger. Isn't yours?