<$BlogRSDUrl$>

tirsdag, juni 09, 2009


Måske egnet

I folkeskolen skulle lærerene lave en samlet vurdering af en elevs egnethed til at starte i gymnasiet. Jeg var et af de sjove tilfælde, som i 9. klasse blev erklæret "måske egnet" for så i 10. klasse at få betegnelsen "uegnet". Et år til at "modnes" havde åbenbart det modsatte resultat. Absurditeten ligger ikke i den modstridende vurdering, men i vurderingen i sig selv; at give en subjektiv vurdering på nogle ikke-målbare parametre. Jeg røvkedede mig (!) i 10. klasse, hvilket åbenbart blev tolket som apati, mangel på engagement, ungdomssløvsind ... stempel: uegnet. Og det gik iøvrigt okay i gymnasiet, universitet og sidenhen som ansat i en mindre dansk virksomhed... Lige indtil virksomheden gik på røven. Om det skyldes min "uegnethed" skal være usagt, men min umiddelbare vurdering er at "uegnetheden" primært var at finde hos slipsebeklædte, jakkesætsbærende, umodne bestyrelsesmedlemmer.

Når man søger en opslået stilling, indkaldes man - hvis man er heldig - til en jobsamtale. Dette er for nylig sket for mig et par gange, og to gange har jeg fået beskeden ... at jeg er "overkvalificeret". Jeg håber egentlig, at "overkvalificeret" er en eufemisme for, at de enten synes jeg er grim, lugter og har dårlig ånde, har en bussemand hængende i næsen, noget som sidder fast i skægget eller på anden måde er ubehagelig at være i nærheden af - for det modsatte er værre.

Jeg ville have accepteret argumenter som "vi har fundet en bedre kandidat" og tænkt "pokkers", men tager man de to potentielle arbejdsgivere på deres ord, så har de altså uafhængigt af hinanden vurderet, at jeg ikke er "egnet", fordi jeg besidder kvalifikationer, som ligger højere end dét, de havde tænkt sig. Konsekvensen af et sådant fravalg er besynderligt, og kan betyde flere ting...

A) "Du er for dygtig til at arbejde her. Vi er bange for at du vil kede dig og hurtigt søge til en anden arbejdsplads, så vi igen skal ud og søge efter en medarbejder. På grund af denne - lad os kalde det "arbejdsgiverparanoia" - vil vi hellere ansætte en mindre kvalificeret medarbejder, som ikke har de samme muligheder for at flygte som dig... Og så slipper vi også for at ændre arbejdspladsen, så den er mere attraktiv".

B) "Du er for dygtig til at arbejde her. Vi forventer at du ikke vil sidde stiltiende ved dit anviste skrivebord. Din faglighed og dit engagement truer os og den tryghed, vi finder i at gøre tingene på vores måde. Du emmer af effektivitet og du har sikkert ambitioner, som bringer mit lederskab i fare. Derfor kalder jeg dig nu for "overkvalificeret" så jeg ikke skal bekymre mig om løse albuerundsave flyvende på kontoret".

Om det er A eller B er ligemeget. Jeg kan forstå begge kriterier. Nu er det ikke længere aktuelt - jeg har bevidst ventet med at skrive denne "blogpost" så den initierende skuffelse over afslagene skulle sætte sig - men skuffelsen hænger et eller andet sted ved. Sandheden er, at da jeg stod uden arbejde, ville jeg have taget hvad som helst - (næsten)! Om jeg ville have hængt ved? Ikke sikkert... (kriterie A). Om jeg havde sparket røv? Næsten sikkert... (kriterie B). Pointen er at det ikke blev efterprøvet. Og nu er det ligemeget - for jeg er videre.

Hmm... men måske skulle jeg prøve en ny deodorant!?


(1) comments

søndag, juni 07, 2009


Valget om at vælge

Så er der stemt til både europaparlament og tronfølgelov. Jeg var lidt i tvivl om sidstnævnte. Argumenter listet nedenfor:

Imod: Som republikaner er kongehuset en overflødig og udemokratisk institution, hvor den fundamentale ligestilling mellem royale og almindelige dødelige lader meget tilbage at ønske. Stik mig en folkevalgt præsident, tak! Republikanere ville trodsigt tilføje et ekstra felt med "REPUBLIK" og afkrydse dette!

For: Det er rigtigt nok, det de siger... At den eksisterende tronfølgeparagraf er forældet og bør ændres.

Meget imod: Ved at stemme for, vil medierne helt sikkert udråbe det som en sejr for kongehuset og angive det som eksempel på kongehusets popularitet og folkelighed. Vi vil blive mindet om dette valg de næste mange mange år - ligesom vi konstant bliver mindet om at kronprinsen har en forkærlighed for hård rockmusik som f.eks. Big Fat Snake. Tak, Jes Dorph... Tak!

Hverken/eller: Beslutningen om at lave en samlet valg-pakke hvor man kunne kombinere grundlovsændring og parlamentsvalg for at øge valgdeltagelsen til begge valg. Jeg er faktisk tilhænger af "lokke"-tankegangen. Et valg burde være en fest med fadøl - hmm... gratis øl.. og hotdogs. SÅ skulle folk sgu nok troppe op. Hver gang!

Hverken/eller: Statsministeriets tonede reklamekampagner. 'KÆFT hvor var de RINGE!!!... og en rød klud om næsen på enhver republikaner. For ikke at nævne spildet af skatteyderkroner!! Der blev taget en princip-beslutning om ikke at lade Løkkes ynkelige lefleri for royalismen samt mangel på fingerspitsgefühl påvirke afkrydsningen.

Alt i alt et spændende valg... En regulær gyser!!!


(2) comments


Arhremmm!!!
Al information på denne side bør betragtes som uvederstyggeligt uvederhæftig, usammenhængende og evt. usand, og er ikke et udtryk for nogen form for intelligent tankevirksomhed. Så er der ikke sagt for meget! Men heller ikke for lidt! En primærkilde for nære bekendtskaber og andre sære væsener... Og så er den gratis.
Hvis der er tekst på denne side, som du finder anstødende/fornærmende/copyright-forstyrrende, hvis du mener dig udsat for et uberettiget personangreb eller på anden måde har fået anledning til at sende en e-mæjl, så skriv til Le Thor


Bunden er noget!!!

This page is powered by Blogger. Isn't yours?