Le Blog du Thor

Mindelig løsning!

Jagtvej 69 er hastigt ved at udvikle sig til vort eget lille mini-palæstina hvor grupper med forskellige irrationelle og undertiden rabiate holdninger gør krav på et alt for lille areal. Alt for lille til at besidde en reel værdi, og tilpas stort til at folk vil slå ihjel for det. For hver dag der går, bliver jeg mere og mere overbevist om at der er en gud, og at han har en meget underfundig form for humor.

Som ikke-helt-nabo-men-dog-alligevel-indenfor-graffiti-og-brostenskasteradius nabo, vil jeg komme med en mulig løsning på den ulmende konflikt.

Hvis nu parterne kunne blive enige om at afgive arealet mod at ingen af dem lægger beslag på det. Så kunne alle sige at de havde givet noget - og vi kan alle godt lide at give ting - uden at de havde tabt. Det vil nok kræve lidt overtalelse, men set ud fra alternativerne (Autonome smides ud - Faderhuset får et hus hvor de i evighed skal gå i frygt for at blive bombet med maling og sten - Autonome skal gå i en evighed og bekoste maling, og frygte at de løber tør for sten) vil parterne nok hurtigt se, at det er den bedste løsning.

Lav en park!!!

Der er ikke meget grønt på Nørrebro. Assistens - jotak, men det er en kirkegård. Lav en park!. Lad de unge _selv_ brænde huset til jorden - politiet kan stå ved siden af og se til at det ikke udarter sig. Lad dem hærge-flå-flænse-rive-bide. Lad dem selv køre bulldozerne. Jævne det hele med jorden og rigtig få luft. Om morgenen dagen efter kommer Faderhuset og rydder op - og når tømmermændende har lagt sig, kommer de autonome og hjælper til. Og i bedste af-jord-er-du-kommet stil, genopbygges området til ... en park! Ruth kan plante et træ side om side med en hætteklædt autonom. Nej! De kan sgu gøre det sammen! Kristne hallelujah-hænder kan med et fast greb holde om stammen mens solide autonom-militærstøvler tramper jorden omkring rødderne.

Og politiet skal skam også være med! Ikke som arbejdende betjente, men denne gang prøver vi noget nyt. Nu uden hjelm og visir - som gæster. Som mennesker og ikke robo-cop lignende soldater. De kan stå ved siden af i skyggen af de nyplantede træer med en kølig håndbajer og på afstand se til at både Ruth og Autonome lærer det, vi andre på Nørrebro generalt er gode til: Tolerance. Tolerance for betjenten som er på arbejde. Tolerance for hinanden og tolerance for os, som uforvarende er havnet midt i det her morads.

I stedet skulle vi borgere på Nørrebro for bare een enkelt dag låne politimandens udstyr og opretholde - ikke lov og orden - men tolerance! Ved det mindste signal på rynken på næsen af autonom-lugt, ved det mindste tegn på fnisen over arme-i-vejret-amen-amen, så træder Per Betjent Borgerdyd i karakter og udbryder...:

"Hov Hov - det var vist en lille smule intolerant det der."

og måske daske vedkommende lidt i hovedet med staven. Som jo kun er til låns. For een enkelt dag.

I midten af den lille park skulle der være en mindesten:

"Denne grønne lund er skabt i et sidste øjebliks fornuft inden vi røg helt i hundene. Afgivet af Ungdomshuset. Doneret af Faderhuset. Modtaget af lokalbefolkningen."

Til indvielsen skulle Klaus Bondam og Ritt storsmilende stå og holde taler (men kun hvis der er kameraer - jeg har selv set Ritt uden kamera på, og der var hun bestemt ikke glad).

"Kære forsamlede. Undskyld at vi holdt jer for nar i så lang tid og gik i totalt flyverskjul mens Jeres by var ved at gå op i lys lue. Det var pokkers uheldigt at vi lige skulle få sådan en rådden lort til at lande på vores skrivebord, men nu har det heldigvis løst sig selv uden vi behøvede gøre noget, hvilket jo kun bekræfter at vi er totalt fantastiske."


Bagefter ville Ritt synge karaoke til "Gem et lille smil til det bli'r gråvejr" mens Klaus danser til. For det er han så dygtig til. Og der skulle være bål. Denne gang med snobrød, så børnene i børnehaven lige inde ved siden af kan se, at ikke alle bål er slemme. Og klokken tolv ville en autonom fyre en nødraket af på den rigtige måde - ikke ind mod folk, men lodret op i luften, og Ruth ville sige "vi takker dig Jesus" og "Gud er stor". Politiet ville ånde lettet op og tænke "måske var det her ikke så skidt endda". Den allermest hardcore autonome ville for et øjeblik glemme trangen til at smadre McDonalds og knibe en tåre. Denne gang ikke på grund af tåregas, men fordi det er så pokkers smukt! Og alt ville blive godt igen.

Og når festen når sit højdepunkt og andengenerationsindvandrerbørnene kigger forbi med hjemmebagt økologisk shawarma og falaffa, ville politiet ligeså stille liste af, gå ind i deres biler og gøre det de er allerbedst til, og det som de allerhelst vil. De ville tage ned forbi bageren, hente et par basser og derefter køre hjem på stationen. Her ville de smække fødderne op på skrivebordet, læne sig tilbage med et stille smil på læben og tænke "det var satans".

Lyder det for langt ude? Måske. Men det gælder ikke længere om at komme til fornuft. Det gælder bare om at frasige sig retten til galskab. Bare et lille øjeblik.