Le Blog du Thor

Hjemme igen

Så er jeg kommet hjem. Slut. Prut. Finale. Indien er nu overstået og overlevet, men der skal lige et afsluttende kapitel til. Alt andet vil være halvgjort gerning. Intet eventyr uden fyrretyve røvere, syv dværge og de obligatoriske tre prøvelser. Intet eventyr uden happy end. Intet eventyr uden halvt kongerige, prinsesse og lykkelig til dages ende. Og så absolut intet eventyr uden et sidste kapitel.

Først de sidste dages gerninger.

Efter således at have spenderet tre dage med dårlig mave (sidste post blev skrevet i falsk formodning om at maven var i orden), var det tid at tage hjem. Jeg nåede ikke at opleve særligt meget af Orissa. Det blev til tre gode dage i Puri by – resten var set fra hotelsengen. Gudskelov havde vi et fortræffeligt værelse med havudsigt, vandvarmer, kabel-tv, balkon, roomservice og (vigtigst) vestligt toilet med rigelig reserve af toiletpapir. Mette tog således alene på sightseeing. Vi havde reserveret to pladser i bussen, men fik altså kun brug for den ene. Det skulle have været noget af en oplevelse. Resten af selskabet var indere og programmet var meget stramt. Bus stopper, indere ud, tempel beses, indere ind, bus kører.

5. januar... Hjemtur. Dagen gik på hotelværelset med rigeligt af den herlige roomservice. Toget skulle først køre om aftenen, så vi forlængede værelseslejen en halv dag og slappede af. Maven var næsten i orden. Toget gik til tiden og selv om vi kun havde køjer en del af turen (vi var på venteliste), var det en overraskende behagelig tur. Jeg tror at Mette til sidst måtte erkende at 2AC er det rette sted at være. Antallet af stirrere og skumle typer var i hvert fald markant lavere end da vi kæmpede os til Orchha.

Vi ankom den 6. januar hen under aften til Mughal Sarai Station efter 22 timer undervejs. Den sidste del af rejsen foregik med en delt jeep. Vi var 14 passagerer i bilen, hvis bagsmæk havde en uheldig tendens til at springe op (vi sad allerbagest). I Varanasi er alting mere velkendt (jeg tør ikke helt skrive at jeg føler mig hjemme, men næsten... Mette gør). Når man tager en auto-rickshaw er der to måder. Man kan enten aftale en pris på forhånd – dyrt – eller man kan benytte sig af dele-systemet. Delesystemet går ud på at man fortæller rick-shaw walla’en hvor man skal hen, og så råber han op efter andre der skal samme vej. På den måde er man tre personer, som betaler en forholdsvis billig pris. Og det virker. Problemer er at man ikke helt er herre over hvem man kommer til at sidde ved siden af. Skumle fætre findes i stort tal, og de kører også med offentlig transport. Normalt sætter jeg mig i midten af rickshaw’en for at danne et skummel-fætter skjold, men nu var vi næsten hjemme og paraderne var for en gangs skyld nede. Mette sad i midten og umiddelbart til højre for hende var en midaldrende mand. Midt under turen hørte jeg Mette sige noget på hindi og lidt senere på engelsk. Der gik noget tid før jeg opdagede hvad der foregik, og da var dramaet allerede overstået.

- Do you think it is ok to do that?
...
- Answer me! Do you think that is ok?
...
- Don’t EVER do that to ANYONE! Do you understand? Answer me!

Dude-walla’en havde med sin højre hånd befamlet Mette – igen ud fra det synspunkt at det åbenbart er heeelt i orden med vestlige kvinder.

...
- You make me sick! You bastard!

Jeg stirrede ham direkte ind i ansigtet med de ondeste øjne jeg kunne frembringe. Der var ingen grund til at blive korporlig, for det første fordi Mettes velplacerede verbale skideballe synligt ramte lige i øjet, og for det andet fordi pladsen simpelthen var for trang (og for det tredje har jeg det vist ikke i mig). Efter få sekunder løb tårerne ham ned ad kinderne.

- Oh my God. What have I done. I feel so terrible.
- Yeah you just think about what you’ve done! Think about what you’ve done and don’t ever do that again to anyone!
- ...

Han prøvede at gemme sit ansigt i hænderne.

- What if that happened to your wife? Your sister? Or your daughter?

Sidste kommentar fik ham absolut ikke til at føle sig bedre til mode. Snart efter forlod han rickshaw’en, selv om han kun var kommet halvvejs til Lanka. Bagefter sad vi tilbage med en masse ”hvorfor gjorde/sagde jeg/vi ikke dit eller dat” fornemmelser, men mon ikke at der – foruden Mettes spidse tunge – venter mindst to eller tre af hinduernes 33.000 helveder. Mette var hovedsageligt ked af at hun ikke fik brændt den foretrukne forbandelse af, som indebærer ønske om genfødsel som ged. Den må vente til næste passende lejlighed.

7. januar. Afsked med Mette. For personligt til at sprøjte ud på nettet. Men det gør ondt.

Tog en taxa til lufthavnen i Varanasi. Mindste lufthavn jeg har været i. Inklusive alle lufthavne i Danmark. Snakkede med nogle eksil-indere, bosat i Australien. De var på vej tilbage til Sydney efter at have besøgt venner og familie rundt om i landet. Fik mangt en god snak om oplevelser, steder som skal besøges / er besøgt.

Delhi lufthavn er uomtvisteligt både det første og det sidste indtryk man får af Indien. Det absolut første jeg bemærkede, da jeg for en måned siden ankom og ventede i paskontrollen var loftet. Loftet i Delhi lufthavn består af lameller, lidt som et dansk træloft bare i metal. Men ih hvor det bugter sig i bakke dal. Forvredet metal, der er holdt fast med spytklatter og tape til evig nedfaldsfare for den trætte rejsende. Det sidste jeg bemærkede var - sjovt nok – også loftet. Den lille, men markante forskel var, at jeg ved afrejsen først gentog min observation efter godt 11 timers ventetid. Jeg var altså på et vist niveau assimileret de lokale forhold.

Lige så uomtvisteligt at det sidste indtryk af Indien er lufthavnen, lige så uomtvisteligt er det, at horden af indiske offentligt-ansatte airport officials med deres prangende se-mig-jeg-er-vigtig sikkerhedskort vil gøre de sidste timer uudholdelige. Indere har en evne til nærmest at gløde af apati, når de sidder bag en skranke. Faktisk er en indisk skranke et studie i ineffektivitet. Typisk vil een skranke beskæftige et minimum af tre mand. Én mand sidder bag skranken ved tastaturet. Én mand står foran skranken, og ser til at kun een passager kommer til ad gangen. Den sidste person står og hviler i sig selv bagved manden der sidder i skranken. Hans funktion er at se til at alt går rigtigt til, og så i øvrigt se vigtig ud. Og han er god til at hvile i sig selv. Og han er god til at se vigtig ud, men hvad det er der præcist holder ham oppe er uvist, - måske en speciel official-kraft som modvirker tyngdeloven. Og det er så det han gør...

NÅR man har fægtet sig igennem den uudtømelige mængde af officials, og har ventet i først den ene kø, så den anden kø og slutteligt den ethundredeotteogtyvende kø, og man er kommet ind i de allerhelligste haller: Hallen hvor man har afleveret sit boardingkort til rette vedkommende, og kun venter på at komme om bord på maskinen, og mener at nu, nu, NU kan det ikke gå galt... Nu skal man bare vente i fem timer på at Aeroflot-maskinen ruller hen til døren, så man i bedste Gary Cooper manér kan ride ud i solnedgangen som en stakkels ensom cowboy, mens man spiller på sin mundharpe hele vejen til Moskva. SÅ er det, at der indsættes et sidste forsøg på at knække een. Et krampagtigt frontalangreb hvor der spilles på alle sanseindtryk med samtlige kendte og ukendte beskidte tricks. Jeg foretrækker at benævne det: ”Det russisk-indiske komplot”.

I afgangshallen spilles en indisk udgave af musak. Enhver der har besøgt Indien kender til inderes foretrukne volumenniveau. Det findes i to udgaver: Højt og Ekstra Højt. I afgangshallen var niveauet denne aften almindeligt Højt. Absolut så man kunne føre en fornuftig samtale, men dog så højt at det var i ørerne. Konstant. CD’en var en smule slidt. Den hakkede en gang imellem, og ud på de sene nattetimer var det som om alting spidsede til. De to-tre første sekunder (ikke minutter... sekunder) gentoges i en uendelighed. Det lød som en uendelig klaversolo, hvor klaver-walla’en virkelig gav den gas.

- TADADADADADADIDIDIDIDIKLIMPKLIMPKLIMPDADADADADADIDIDIDIDUDUDUDUDIDIDIDI

Indskudt bemærkning: Indere har en særlig måde at vibrere deres hoveder på. Det er ikke en rysten, nærmest en 10-15 graders rytmisk hældning af hovedet. Først den ene vej, så den anden. Denne rytmiske hovedbevægelse kan nærmest oversættes til:

”Jeg ser dig. Du står foran mig. Du har bristet min intim-territorial-boble, og står nu foran mig, og vil mig noget fælt, som indebærer en handling fra min side. I øvrigt synes jeg du er latterlig og grim, og så vil jeg gerne tilbage til min apatiske væren hvor jeg kan svæve rundt i lufthavnen/busstationen/togstationen/banken/indsæt-offentlig-institution-her uantastet og gløde af ineffektivitet i fred mens jeg overvinder tyngdeloven”

Når man mødes af denne særlige hovedbevægelse, så ved man at her er der ikke mere at gøre. Her kommer du ikke længere. Intet hjælper.

Jeg konfronterede flere sikkerhedsfolk, officials osv. og hver gang fik jeg den særlige hovedbevægelse som svar.

- Undskyld. Vil De ikke være så venlig at slukke for den defekte CD? Den skærer en smule i ørerne.

Kunne lige så godt have spurgt:

- Undskyld. Nylige undersøgelser har påvist at Mars er konstrueret af en særlig slags rød brie. Kunne De ikke bringe mig et stykke? Og lige et glas veltempereret Chateauxneuf de Pape årgang ’82 til at skylle efter med, tak!

Der skulle gå toogenhalv time med

- KLIMPKLIMPDADADADADIDIDIDIDADADADAKLIMPKLIMPKLIMPDADADADIDIDI

før en svensker gik amok og der endelig – under trusler om påkørsel med Volvo og beskydning med Bofors-kanon – endelig endelig endelig blev slukket for støjen.

(Indskudt bemærkning i parantese: Indere kender alt til Bofors. Indere har igennem mange år købt Bofors haubitser kanoner for flere mia. dollars efter at have taget mod svenske bestikkelsespenge (baksheesh). Sådan fungerer svensk erhvervsliv, og sådan fungerer Indien i bedste symbiose. Svensken har altid øjnet en god forretning og Bofors har iøvrigt ikke holdt sig for gode til at undlade at sælge mikrofoner til modparten Pakistan, som kan lokalisere disse haubitser kanoner. Dette selv om svensk lovgivning forbyder våbensalg til krigsførende nationer, men hvad...? Lige børn leger bedst. Og hvem siger iøvrigt at en lillebitte begrænset konflikt om en lillebitte smule Kashmir, som ingen iøvrigt bryder sig om - eller i det hele taget aner hvor er - kvalificerer Indo-Pak som "krigsførende nationer". Slut på indskudt bemærkning i parantese)

Forsinkelsen i Delhi forplantede sig til Moskva, hvor det næste fly ikke blev nået. Herfra måtte turen gå til Helsinki og endelig København. Ved et mirakel - tak Lord Ganesh (gud som kan sætte og fjerne forhindringer) - var min bagage med hele vejen. Og intakt.

Og SÅ er jeg kommet hjem. 40 timers vågenhed blev afløst af en enorm søvntur – 10 timer uafbrudt.

Det indiske et-strengssystem

Fundamentale definitioner, som er nødvendige for læsning af det følgende...

En akkord: Tre eller flere toner der anslået samtidig lyder harmonisk.
Arpeggio: Akkord, hvor tonerne ikke anslås samtidig, men spilles i hurtig følge.
Pythagoras: Græker, som foruden mange andre ting, fandt den matematiske sammenhæng mellem toner, der lyder harmonisk, samt forholdet mellem katetre og hypotenuse i retvinklede trekanter.

Først. At afskrive indisk musik som "primitiv" og "larmende" er den typiske vesterlandske afviftning af noget som lyder "anderledes" og ikke passer ind i vores egen lydverden. Det er så klart det nemmeste, men det vil være en skam ikke at give det en chance. Helle Ryslinge har med Halalabad Blues og Larger than Life forsøgt at formidle hhv. forklare Bollywood filmene. Indisk musik er stort set et ubeskrevet blad. Jeg har ikke kunnet finde meget på emnet og har selv kun et begrænset erfaringsgrundlag. Og det er en skam. For Indisk musik er langt fra primitiv (larmende, - nuvel men det er en wagner-opera også for det uvante øre). Indisk musik er en traditionsbunden kunstform, som er dokumenteret tilbage til lang tid før vores civilisation blev grundlagt. Musikken har naturligvis udviklet sig og findes i et væld af kategorier, - nøjagtig ligesom vestlig musik (klassisk, jazz, rock, dødsmetal). Jeg har ikke opsøgt musik eller været til koncert under turen, men har alligevel hørt nok til at jeg mener at have forstået nogle hovedtræk. Mit erfaringsgrundlag er udelukkende baseret på Bollywood film og dette spinkle grundlag er lagt til grund for nedenstående. Når man har set først den ene, så den anden og den sidste nye bollywoodfilm sker det at man fatter nogle sammenhænge. Sammenhænge som gør musikken meningsfuld og forståelig. Nedenfor har jeg skildret de observationer jeg har gjort, som også – til en vis grad – genspejler sig i det indiske samfund og den indiske væremåde.

Det umiddelbare indtryk af indisk musik er at det lyder ... som larm. Tonesammensætningen er ”skæv” og lyder ikke ”rigtigt” i ørerne på en vesterlænding. Sang kan frit glide op og ned ad skalaen i halvtoneskift for pludselig at skifte til brat jodlen og hårde ikke-glidende skift. Denne særlige sangstil minder meget om arabisk sang.

Indisk musik er karakteriseret ved kun at håndtere ét tema ad gangen. Først høres et instrument som spiller ét tema. Så spiller et andet instrument det næste. Sang foretages også en stemme ad gangen (en duet, f.eks., synges ikke i henover hinanden. Først synger den ene – derefter den anden. Nærmest en dialog med sang). Spilles flere instrumenter undtagelsesvist ad gangen eller spilles et instrument samtidig med sang, vil det typisk foregå unisont.

Traditionelle indiske instrumenters opbygning bærer tydeligt vidne om denne spillestil. F.eks. er en sitar ikke udstyret med et gribebræt i egentlig forstand. Strengene kan ikke presses ned mod en træflade som det er muligt på vestlige strenginstrumenter (violin, guitar). Strengene, som er meget lange, svæver frit og presses ned mod jernbøjler (bånd) placeret med en ikke-harmonisk afstand (men dog regelbunden). Flere af båndene kan være placeret skævt på strengene. Ideen med denne opbygning er netop at det ikke skal lyde harmonisk. Strengene anslås og tonen bøjes/drejes.

Et andet indisk instrument som heller ikke indbyder til akkorder er harmonium’et, - det lille håndklaviatur. Instrumentet betjenes med een hånd og lyder absolut afskyeligt.

Det bærende element i megen indisk musik er de særlige trommer, tabla. Tabla er to trommer, den venstre, ”Bayan”, er bassen og den højre, ”Dayan”, er diskanten. Bayan og Dayan er typisk stemt med en indbyrdes forskel på en oktav. Under ét benævnes begge trommer som ”Tabla”. Tablaspilleren anslår hovedsageligt bas og diskant med fingrene men også håndfladerne bruges. Ved at "klemme" trommeskindet kan frekvensen ændres, hvorved tonerne "drejes". Der kan frembringes både ringende og tørre lyde. Hver lyd (15 i alt) har sit eget navn efter et særligt nodesystem kaldet ”bols”. Noderne kan (skal?) fremsiges mens man spiller og har desuden den egenskab at de kan danses (dansearten benævnes "Kathak"). Som eksempler på tabla med og uden recitering af bols og Kathak, kan fremhæves sangene ”Kaare Chede Mohe” skrevet af Ismail Darbar fra filmen ”Devdas” (Med Sharukh Khan) og ”Hori Khele” skrevet af Aadesh Shrivastara fra filmen ”Baghban” (”Forsørgeren” med Amitabh Bachchan). Tabla er en del af enhver inders klassiske opdragelse. Når tabla fremføres solo og noderne reciteres lyder det lidt som:

”Dikkedikke-dha dile dha dikke-dha-dikke-dha-dikke dha dhaa” (frit efter erindring.)

(har lige fundet et link med lyd-eksempler: Klik og et uden: KlikKlik)

Eftersom indisk musik behandler ét tema ad gangen er akkorder nærmest ikke eksisterende. Alt spilles arpeggio og skala skiftes hyppigt. Dette giver efter vestlig standard et noget rodet lydbillede, men efter at have hørt (og set) bollywood filmmusik et par gange, forstår man reglerne/mønsteret, og man kan sætte pris på de finere detaljer.

Hvordan oversættes dette så til det indiske samfund (med overhængende fare for at generalisere og konkludere på et alt for tyndt grundlag, men hvad? Når Lomborg kan, så...). Jo:

Konklusion: En inder kan kun håndtere een ting ad gangen.

A) Forstyrrer du ham mens han er ved at gøre noget (f.eks. skrive en liste med busstationer man skal overleve for at nå frem til sit endelige mål, checke din bagage ind eller lignende), så skal han grangiveligt starte forfra. Eller også tager det ekstra lang tid. Man må aldrig – ALDRIG – forstyrre en inder i aktion. Det kommer der ikke noget godt ud af. Først een handling. Derefter....

B) Når man går i banken for at hæve penge, går man først hen til en skranke. Her får man typisk et stempel og derefter besked om at gå hen til den næste for at få endnu et stempel. Hvis man spørger hvad man derefter skal gøre (altså to skranker videre) vil man højst sandsynligt få den karakteristiske hovedvibreren. Dude-walla don’t know. Dude-walla ved kun hvad der skal ske ved ens egen skranke. Og den er højst sandsynligt bemandet med tre personer, hvoraf de to har travlt med at hvile i sig selv, overvinde tyngdelov og gløde af ineffektivitet, mens den sidste bare er normalt apatisk.

Addendum: Og Pythagoras? Hvis du har læst hertil og stadig er forvirret over at Pythagoras står nævnt under fundamentale forudsætninger for forståelse af de linjer du netop er blevet udsat for, så må jeg skuffe med at der ikke er nogen pointe. Eller der var måske en pointe, men jeg har glemt den nu. Han har ihvertfald intet med Indien at gøre. Allerhøjest nogle a'er og b'er der under forudsætning om retvinklethed kvadreret og multipliceret på magisk vis viser sig at være lig nogle kvadrerede c'er. Men der er ikke meget i Indien der er retvinklet. Og der er ikke meget i Indien der er harmonisk. Pythagora does not apply.

Alt foregår som i musikken. Een ting ad gangen. Tingene er ikke retvinklede men har deres egen skønhed.

Og hermed slutter Thorbjørn Indien-dragers saga.