Le Blog du Thor

Julehilsen hjem...

Hej alle.

Jo I kan saa sandelig tro jeg har oplevet noget... Mette og Jeg har vaeret paa den mest sindssyge tur nogensinde. Jeg ved naesten ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte.

Vi startede d. 20. med at tage toget. Vi ville ud til en lille flaekke, Orchha, langt uden for lands lov og ret. I "Lonely planet" (guidebogen) fylder stedet ca. 1/2 side.

Naamen togturen... Vi startede ret godt. Da vi kom til stationen gik det op for mig, at mit pas laa sikkert forvaret hjemme hos Mette. Bravo. Der var ikke tid til at tage tilbage, saa vi besluttede at tage chancen. Vi fik at vide at den ca. 500 km togtur ville vaere overstaaet kl. 6. Men goddaw - det var kl. 6 morgenen efter. Planen var at tage toget til en stoerre by og saa tage bussen derfra til Orccha. Det viste sig at toget stoppede ved Orccha station, men vi turde ikke tage chancen - dvs. da toget havde holdt paa stationen i et par minutter og en stoerre flok europaeiske udseende personer marcherede forbi - saa hoppede vi ogsaa ud, faktisk mens toget satte i gang.

Turen ind til selve Orccha tog ca. 15 minutter i auto-rickshaw. Vi blev indkvarteret i luksorioese forhold. Vi havde vores egen hytte (cottage) med varmt vand i bruseren, aircon, tv og al ting (fjernsynet viste for det meste Bollywood film...).

Orccha er en by med nogle rigtigt flotte paladser og templer. De er dog ikke blevet alt for haardt restaureret hvilket er en fordel, for naar der gaar for meget "Inder" i tingene, er det ikke altid en fordel. Det var rart at man forholdsvist uantastet kunne gaa rundt mellem ruinerne uden at det var overrendt af turister. Mange af bygningerne stod faktisk blandt marker og i krat. Taget direkte fra en Indiana Jones film.

Vi blev i Orccha i to dage og ville saa videre til en by der hedder Khajuraho. Vi fulgtes med en koreaner som boede paa samme hotel og delte en bil. Vi koerte ca. 3 timer og slap med 265 rps per person (ca. 40 kr). Khajuraho er kendt for sine ... templer, noejagtig ligesom alle andre byer i indien lader til at vaere det. Stedet er gennemsyret af turisme (amerikanere, tyskere, hollaendere) - slet ikke saa behageligt som Orccha. Vi blev i byen i eksakt 4 timer, saa ville vi hjem, da vi vidste at der gik en natbus til Varanasi kl. 3.

Der er saa mange ting ved den bustur, at det er en historie i sig selv. Foerst troede alle at bussen slet ikke kom, da den var saa forsinket. Her skal lige indfoeres den bemaerkning at vejene til/fra Khajuraho er kendt for at vaere indiens vaerste. Derfor er det ikke udsaedvanligt at busser simpelthen udebliver. Naa. Efter vi havde erkendt at bussen ikke kom, besluttede vi at foelge et lokalt raad, - nemlig at "hoppe" mellem stationerne som en froe. Dette ville betyde at vi ville kunne komme hjem paa et eller andet tidspunkt, men hvornaar. I dag er det jo juleaften og vi har en aftale med Bronwyn (Mettes sambo fra australien) og Amerita (mettes nabo, inder) om at vi skal spise juleaftansmad sammen. Knap havde vi sat os ind i den foerste bus, foerend en bus humpede ind paa stationen og vi fik at vide at vi var meget heldige. Det var bussen til Varanasi...

Vi kom hen til billetmanden (stor bavian, henslaengt i plastikstol med en masse hang-arounds - Indisk bureaukrati... Manden med bogen er betydningsfuld). Her keobte vi billet. Den 15 timers bustur ville koste os 200 rps hver (ca. 30 kr).

(Japaneren... Husk lige at minde mig om det - turens komiske sidespring. Har ikke tid nu, men vender tilbage senere. Dette gaelder ogsaa kontantsituationen).

Vejene omkring Khajuraho levede op til deres ry (vej er maaske for meget sagt - det var vel naermest en grusbelagt ryddet stribe som man har besluttet at kalde "vej"). Der var huller af alle former og dimensioner. De vildeste var 1-m hullerne. Meget sjaeldne og kunne som regel manoevreres udenom. 0.5-m hullerne var hyppigere og kan klares med ca. 15-20 km i timen. Resten er hvad chauffoeren foeler sig i stand til. Bussen var en Leyland Ashok (indisk fabrikat) men bestemt en klar udfordrer til en landrover, bare i stand til at medtage ca. 50 passagerer i relativt ubehag. Det virkede som om at uanset hullernes stoerrelse, saa afpassede chauffoeren farten saa man hele tiden var i rytmisk bevaegelse. Der var rent faktisk folk der sov under turen. Jeg er saa pokkers ked af at jeg ikke kunne faa mig selv til at tage billeder af det for det bliver enormt svaert at overbevise nogen om de forhold. Vi saa faktisk een lastbil der havde faaet nok og lagt sig ned paa siden, men jeg tror ikke at har vaeret saa farligt igen, taget ibetragtning at makshastigheden er begraenset.

Pludselig taendte billetkonduktoeren lyset og der var en masse staahej. Det viste sig (forklarede Mette der kan en smule hindi) at der var en gut ombord der havde snydt med sin billet. Han havde rejst for 50 rps (4.5 kr) men havde kun billet for 20 rps (3 kr). Han blev haardt for usoedt ekskorteret hen til doeren og regulaert smidt ud af bussen. Paa vej ud fik han konduktoerens hoejre fodballe placeret solidt i roeven med et spark, som var Peter Scmeichel vaerdigt. Jeg maerkede lige en ekstra gang om jeg havde vores billetter i lommen. Det havde jeg.

Kort efter standsede bussen. Der skulle lige skiftes daek. Udenfor var der stemning af "male bonding" - 20 maend der stod og saa paa og kommenterede mens mekanikeren hurtigt fjernede gummiet fra faelgen for at saette nyt paa. Saadan noget sker aabenbart tit i indien. 45 minutter efter kunne vi koere videre.

I morges ankom vi saa traette og overhovedet ikke udhvilede i Varanasi igen. Vi sov til kl. 2 og har ellers vasket snavset af. Jeg har til dato aldrig vasket haar og oplevet at skummet har vaeret sort. Men det skulle jo ske.

Hele det "vilde eventyr" stod os i 4200 rps, ca. 600 kr - 300 per mand. Men nu kan jeg ogsaa roligt sige at jeg _har_ proevet at koere bus i Indien.


Naamen glaedelig jul til jer alle.